De lilla øer
Madeira er en portugisisk øgruppe, hvor Madeira også er hovedøen, i Atlanterhavet beliggende ca. 550 km vest for Marokko, og nord for de Kanariske øer. Øgruppen består udover Madeira af øen Porto Santo og de to ubeboede øgrupper Ilhas Desertas og Ilhas Selvagens. Øgruppen har ligesom Azorerne udstrakt selvstyre og er en autonom region under Portugal. Der er i alt omkring 250.000 indbyggere, hvoraf langt de fleste bor på hovedøen, heraf godt 100.000 i hovedstaden Funchal.
Der findes optegnelser der tyder på, at Madeira allerede blev opdaget af fønikerne omkring 600 år før vor tid, ligesom det antages at romerne også var tilstede på øerne. Det siges i hvert fald, at det var romerne der gav øerne tilnavnet de lilla øer. Øerne var derefter ubeboede indtil Madeira eller rettere Porto Santo blev genopdaget af Henrik Søfarerens folk på et af de første portugisiske togter under The Age of Discovery, egentlig ved et tilfælde da et par af skibene på vej mod Afrikas kyst blæste ud af kurs og derfor lagde anker ved en lille ukendt ø ca. 600 km fra Afrikas kyst. Porto Santo blev koloniseret af portugiserne i 1419, øen Madeira året efter i 1420.
Blomsterøen Madeira
Madeira øgruppen er af vulkansk oprindelse, men i modsætning til Azorerne har der her ikke været nogen vulkansk aktivitet i omkring 6.500 år. På hovedøen Madeira (som resten af denne artikel vil fokusere på) består 90 pct. af arealet af bjerge, øens højeste bjerg er det 1.861 meter høje Pico Ruivo. Øens subtropiske klima kombineret med den vulkanske aske gør jorden utrolig frodig. Og udover at det giver mulighed for at høste de forskellige afgrøder der dyrkes op til fire gange om året, så giver det også grobund for omkring 1.225 plantearter, hvad der også har givet Madeira tilnavnet blomsterøen. De fleste der besøger Madeira bliver bjergtaget af de mange smukke blomster i alverdens farver og udformninger, og det anbefales at besøge øens botaniske have, der ligger nogle få km udenfor Funchal eller rettere oppe over Funchal. Her kan du se se mange af øens blomsterarter og samtidig få et flot kig ud over Funchal by.
Levadaerne, et unikt vandings- og vandresystem
Udover de mange smukke blomster i alverdens farver er Madeira også især kendt for dens levadaer. En levada er en vandingskanal, som bliver brugt til at lede overfladevand til mindre regnfulde områder. På Madeira falder der omkring 1.500 mm regn årligt på øens nordligste del, nord for øens store bjergkæde, mens der kun kommer ca. 650 mm regn på den sydligste del. Derfor anlagde indbyggerne allerede tilbage i 1600-tallet levadaer til at lede vandet til især de sydlige dele af øen. De sidste levadaer blev bygget i 1900-tallet, og i alt er der over 2.500 km levadaer på Madeira.
Den frodige og bjergrige natur og de mange smukt anlagte levadaer, med tilhørende stier, giver masser af muligheder for vandreture af varierende længder og sværhedsgrad. Da terrænet kan være udfordrende og stierne smalle og glatte i tilfælde af regn, så anbefales det altid at tage på vandretur iført passende tøj og især fodtøj. Det vil også være en god ide at søge råd og vejledning enten på hotellet eller hos lokale guider inden du vælger vandreruter, ligesom du altid bør fortælle hotellet når og hvor du tager afsted. Vandrestierne langs levadaerne giver nogle fantastiske naturoplevelser, men der er over 2.000 km stisystem rundt på øen, så skulle du komme til skade eller fare vild, så er du langt lettere at finde hvis de lokale ved bare nogenlunde hvor de skal lede.