Som kvinde alene på ferie kan der knytte sig mange forestillinger til om det nu også er trygt at rejse rundt alene. Inden jeg tog til Portugal havde jeg været på en enkelt tur alene til Tunesien i 2012 på et all-inclusive hotel. Selve hotellet var fint, men at færdes udenfor resortet og i byen var for mig ikke særlig trygt.
Min næste ferie alene var min første tur til Portugal i 2016, med rygsækken på, uden returbillet og kun de første tre overnatninger i Porto var booket. Det var lidt angstprovokerende, men jeg følte mig faktisk tryg allerede fra starten. En del af charmen ved landet er den portugisiske mentalitet, folk er venlige og hjælpsomme også når der opstår sprogvanskeligheder. Jeg har oplevet, at en tjener lige har hentet en ven, som kunne lidt bedre engelsk, når jeg fx skulle forklares vejen til kapellet ovre på den anden side af floden.
Jeg var alene afsted igen i 2017, hvor jeg mødtes med en brasiliansk kvinde Michèle, som jeg mødte på min tur i 2016. Vi var sammen de første par dage, og derefter var jeg fem dage alene i Porto. Igen uden på nogen måde at føle mig utryg.
Og i 2019 har jeg været på en måned lang ferie på både Azorerne og på det portugisiske fastland. Alene og bare med min 36L rygsæk, det sidste stiller sine krav til både indhold og pakkemetode, men det lykkedes. Jeg skulle bare vaske ret tit.
For mig er det for hver tur blevet nemmere at tage initiativ til at tale med andre mennesker, måske endda spørge om man skal følges hen til en seværdighed, ud og spise, eller mødes igen næste dag. Min erfaring er, at de fleste mennesker der rejser alene har lyst til i hvert fald en eller anden form for kontakt, om det så er 15 minutters snak eller en aften i byen. På min tur i 2017 mødte jeg en ung new zealandsk kvinde, som havde backpacket verden rundt i fire år. Vi havde intet andet til fælles, andet end en forkærlighed for den vinsmagning vi mødtes til på et museum i Porto, men endte alligevel med at tilbringe hele aftenen sammen.
Derudover så har der for mig været en vis træning i at nyde mit eget selskab, finde fornøjelsen i at træffe alle beslutninger selv, og ikke at ane hvornår jeg møder nogen at snakke med næste gang. Men det er faktisk rigtig sjovt og giver en enorm frihed, og læring.
Så hvis du sidder og overvejer en tur alene, så gør det. Tal med nogen der har prøvet det før, skriv eventuelt og spørg mig, hvis du føler for det. Start eventuelt i det små, med en forholdsvis arrangeret (charter)tur eller spring ud i det og køb en flybillet og book de første tre overnatninger et givet sted. Jeg har endnu ikke oplevet ikke at finde et sted at sove, ofte er det kun et spørgsmål om pris og beliggenhed.
Og igen vil jeg slå et slag for Portugal, her er så roligt og trygt, befolkningen er hjælpsomme, og der er masser af se, en fornuftig kollektiv trafik især på de store strækninger og i de større byer, skal du ud på landet kræver det nok lidt mere tålmodighed, og nogle steder er du nødt til at leje bil eller bestille en taxi.
God tur!