At spise er at leve
Det er ikke helt sådan, at H.C. Andersen er citeret for at sige, men en lettere omskrivning af det gamle citat passer perfekt på indbyggerne i Portugal. Kulturen omkring især aftensmaden er, at det er en familiebegivenhed og ofte den vigtigste måde at socialisere på for portugiserne. I modsætning til i Danmark foregår samlingen af familie og venner til middage ofte spontant og improviseret. Morgenmaden er typisk en hurtig kop kaffe måske med et stykke brød til, mens både frokost og middag består af tre retter. Begejstringen for mad gør sig også gældende sprogligt, der findes faktisk seks forskellige udsagnsord for at spise i det portugisiske sprog.
De fleste portugisere spiser ofte både frokost og aftensmad på lokale restauranter og caféer, og derfor findes der spisesteder på stort set hvert et gadehjørne, og som regel er retterne både velsmagende og prisvenlige.
Portugisiske national- og egnsretter
Det portugisiske køkken er ikke særlig kendt, af andre end dem selv og de turister der har været i landet, og betragtes af kendere som undervurderet. Men det byder på en rig variation af friskfanget fisk, supper, olivenolie, hvidløg og friske krydderurter. Der findes adskillige både nationale og lokale retter, og nogle af de nationale retter får ofte et lokal tilsnit, så samme ret kan smage forskelligt alt efter om du spiser den i den nordlige eller sydlige del af landet.
Bacalhau (saltet og lufttørret torsk, klipfisk): Bacalhau er Portugals ubetingede nationalret, og det siges, at man kan lave bacalhau på over 1.000 forskellige måder, og hver eneste café eller restaurant med respekt for sig selv har også flere udgaver af den velkendte nationalret. I Lissabon findes der sågar en restaurant, der udelukkende serverer retter med bacalhau. Trods det at Portugal på grund af beliggenheden ud til Atlanterhavet fanger mange og mange forskellige fisk selv, så er stort set al den torsk der spises i Portugal importeret, primært fra Norge. Prøv fx Bacalhau à Brás (klipfisk med kartofler, æg og persille) eller Pastéis de bacalhau (klipfiskefrikadeller).
Caldo Verde (suppe kogt på grønkål og kartofler med en skive pølse): Portugiserne er meget begejstrede for supper, og de spises som forret både til frokost og aftensmad. Der findes et utal af opskrifter på supper ud over Caldo Verde, og de er tilberedt med friske råvarer som fx kål, tomater, kartofler, gulerødder, bønner, fisk eller kød. Supper serveres også dagligt i institutioner, på hospitaler, skoler og arbejdspladser, uanset om det er sommer eller vinter.
Cozido à portuguesa (gryderet): Denne gryderet serveres overalt i Portugal i forskellige lokale variationer og består typisk af en blanding af grøntsager, fx kartofler, gulerødder, bønner, majroer og kål sammen med en blanding af kylling, svinekød, oksekød, pølser og blodpølser. Det hele koges sammen og krydres med chilipeber. I byen Furnas på Sao Miguel, Azorerne, kan den lokale variant Cozido das Furnas varmt anbefales. Den er tilberedt over flere timer i store gryder i jorden ved de geysere, som du finder ved den lokale sø. Hver restaurant med respekt for sig selv i Furnas har flere gryder gravet ned i jorden omkring den vulkanske aktivitet og med navneskilte stukket ned i jorden – det sidste måske mest til ære for turisterne.
Francesinha (sandwich): navnet betyder ”små franske” og er opfundet af en portugisisk kok, som vendte hjem til Portugal efter mange år i Frankrig. Sandwichen består af to-tre skiver formbrød med okse- eller kalvesteak, ost, pølser og skinke imellem og typisk med en tomatsovs tilsat en eller flere af følgende ingredienser: øl, hvidvin, portvin, okseboullion, smør, mælk, laurbærblade, hummersuppe. Ofte serveres der pomfritter til. Det smager nogenlunde lige så specielt som det lyder og er ikke en ret, der gør det portugisiske køkken ære. Men ikke desto mindre er den meget populær især i det nordlige Portugal, og der afholdes jævnligt konkurrencer mellem restauranterne om at lave den bedste Francesinha.
Pastéis de Nata: Ligesom de fleste andre portugisiske kager stammer Pastéis de Nata fra de portugisiske klostre, som brugte æggehvider til at stive deres tøj, og som så fandt på at bruge de overskydende æggeblommer til at bage kager af. Derfor har langt de fleste portugisiske kager æggeblommer som hovedingrediens. Pastéis de Nata stammer fra det berømte Jerónimos kloster i Lissabons Belém-kvarter, og opskriften – som er hemmelig – bruges stadig på Fábrica de Pastéis de Belém, og der sælges op til 20.000 kager dagligt. Der laves dog yderst velsmagende efterligninger af den oprindelige opskrift over hele Portugal. Pastéis de Nata er populær ud over Portugals grænser, især i portugisisktalende lande eller steder med en større koncentration af portugiserne.