Pedro og Ines er hovedpersonerne i den mest berømte portugisiske kærlighedshistorie, som fandt sted i 1300-tallet. Pedro var kronprins i Portugal og skulle giftes med Constance af Castilien i 1340, og da hun ankom til Portugal havde hun blandt andet følge af Ines de Castro som hofdame. Pedro forelskede sig i Ines allerede, da hun ankom til Portugal, og da Constance døde i 1345 nægtede han trods kongens opfordringer at gifte sig igen og levede i stedet sammen med Ines. Både kongen og den portugisiske adel frygtede, at Pedros tætte forhold til Ines ville øge både Castro familiens og Castiliens indflydelse på Portugal, og dermed true landets selvstændighed, og derfor beordrede Kong Afonse IV Ines myrdet.


Pedro tilgav aldrig sin far, og da han selv blev konge i 1357 hævdede han, at han og Ines var blevet gift mens hun levede, og at han derfor anså hende for at være den legitime dronning af Portugal. Legenden siger, at han fik gravet Ines’ døde krop op, sat hende på en trone og tvang adelen til at kysse hendes tøj og dermed give hende den anerkendelse hun ikke fik i levende live.


De første år af hans regeringstid brugte Pedro på at jagte Ines’ mordere, og da han fandt dem beordrede han dem henrettet ved at flå deres hjerter ud, da han anså dem for hjerteløse. Efterfølgende fik han Ines’ kiste flyttet fra Coimbra til klostret i Alcobaca, hvor de i dag begge ligger, i hver deres kiste med front mod hinanden, så de kan se hinanden når de som legenden siger rejser sig fra deres grave.


Pedro og Ines fylder stadig en del i Portugal og besøger du Coimbra, kan du se Pedro og Ines bro, som har tilnavnet ’Broen der ikke mødes’. I Coimbra finder du også det 5-stjernede hotel Quinta das Lagrimas (tårernes gård), som byder på masser af historie om Pedro og Ines. Ines blev efter sigende myrdet i gårdens have, og de tårer hun græd ved sin død blev til tårernes fontæne, som stadig ses i haven. Den smukke gamle bygning huser også en Pedro og Ines restaurant med måltider fra middelalderen. Efter sigende går Ines’ spøgelse igen på gården evigt søgende efter Pedro hendes store kærlighed.


Historien om Pedro og Ines er også gengivet i både film, musik og litteratur, blandt andet har Luis de Camões, af mange regnet for Portugals største forfatter, skrevet om Pedro og Ines i sit store episke digt Os Lusiadas.