Onsdag tog jeg til Sintra med bussen. Jeg havde været der to år før, hvor jeg besøgte Palacio Nacional da Pena, som er et rigtigt eventyrpalads med farver og kringelkroge, spændende og smukt beliggende oppe på en bakketop oppe over Sintra by. Men jeg husker selve byen som endnu en overrendt turistby. Men når nu jeg var i nærheden, så gav det mening. Vejret var lige så køligt og blæsende som sidst jeg var der, så jeg ville ikke tage op til Palacio Nacional da Pena igen, hvilket jeg ellers havde overvejet, hvis vejret havde været fint. Så jeg vidste ikke rigtigt hvad jeg ville se i byen.

På vej til byens historiske centrum satte jeg mig på en stensætning langs et fortov, egentlig for lige at bestille en busbillet til Evora fra Lissabon til dagen efter, og fordi jeg ikke kunne finde ud af det, faldt jeg i snak med en lokal turistguide/tuktuk fører. Han havde desværre for ham ikke noget at lave, turismen var væsentligt lavere i Sintra i 2019 end de tidligere år, men heldigt for mig. Han brugte lige 10 minutter på at fortælle mig om de ting der var at se i Sintra, og anbefalede mig særligt tre steder, hvoraf jeg nåede de to.

Det første jeg så var Palacio Nacional de Sintra, som oprindeligt blev bygget af maurerne, men som siden er blevet bygget om og til primært af kongerne Joao 1. og Manuel 1. Der er i dag ikke meget tilbage af maurernes borg, det er primært gotisk og manuelinsk byggestil der præger slottet. Det er dog tydeligt at se forskellen blandt andet på kaklerne i de forskellige rum. De første var typisk maurer/araber stil ligesom på flere slotte/paladser i Spanien, og de senere var de smukke blå azulejos, som stort set altid er bygget op om et billede og fortæller en historie. Der er mange smukke rum, herunder svaneværelset som historien siger blev opført af kong Joao 1. fordi han havde haft et forhold til en af hofdamerne, og da sladderen derefter gik blandt de øvrige hofdamer, fik han malet svanerne i loftet, 106 svaner en for hver skræppende hofdame. Slottet blev i øvrigt som sommerresidens for den portugisiske kongefamilie fra 1300-tallet og frem til monarkiets fald omkring år 1900.

Det næste var Quinta da Regaleria, som blev bygget i starten af 1900-tallet af en brasiliansk rigmand, som tilmed var medlem af en hemmelig loge “Knigths of Love”. Slottet er primært romantisk arkitektur med et væld af tårne, men der er også elementer af den manuelinske byggestil. Udover at bygge selve Quintaen, så anlagde han også en virkelig mytisk park med grotter, labyrinter, vandfald og den fantastiske Initiation Well, som er en brønd, hvor man kan gå knap 40m ned langs kanten til bunden af brønden, hvorefter man går ind i grotterne og ud ved vandfaldet. Brønden er skjult af nogle store klippestykker oppe på en af bakketoppene i parken. Jeg brugte lang tid på bare at gå rundt i parken og finde grotterne og søen, og når jeg nu havde fået historien af en lokal, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvad de her rige logebrødre mon havde lavet efter mørkets frembrud rundt i parken og i grotterne. En virkelig særlig oplevelse og et must see i Sintra efter min mening.

 

Efter besøget på Quinta da Regaleira gik jeg en tur rundt i Sintras gamle bydel, som består af små stejle og krogede gader, hyggelige butikker og cafeer. Det er bestemt tiden værd lige at bruge en time eller to på at nyde stemningen.