Tirsdag tog jeg bussen fra Quintaen til Cascais, som er en smuk og velholdt kyst- og havneby. Cascais har over 200.000 indbyggere, og er Portugals sjette største by. Som altid når noget er smukt og varmt og ovenikøbet ligger ud til kysten, er der masser af turister. Jeg synes det lidt ødelægger den gamle bydel, som er fyldt med turistcafeer og souvenirbutikker, men man kan godt se charmen alligevel. Som alle portugisiske kystbyer med respekt for sig selv, er der naturligvis en gammel borg ved vandet, men her gemmer der sig inde bag borgmurene nogle virkelig flotte restaurerede bygninger, hvor der i dag er hotel, restaurant men ikke mindst kulturcenter med gallerier, museum, musiksal mm. Se efter Cidadela de Cascais/Cidadela Art District.


Tæt på borgen ligger the Museum Quarter, som er et område med forskellige museer. Jeg besøgte Condes de Castro Guimaraes museet, som ligger i en smuk gammel bygning i en park. Huset er bygget i 1897 og købt i 1910 af greven af Castro Guimaraes. Efter grevens død overgik huset og haven til den portugisiske stat, som åbnede det som museum i 1931. Museet har både malerier, møbler, porcelæn, smykker og ikke mindst er der et bibliotek fyldt med antikke bøger, hvilket var hvad der tiltrak mig. Hovedværket i samlingen er en krønike om kong Afonso Henriques fra det 16. århundrede. Afonso Henriques var Portugals første konge og regerede fra 1139 til 1185. Det er absolut et besøg værd. Læs mere om Portugals historie her.



Efter besøget i Cascais tog jeg bussen tilbage mod Quintaen, på vejen tilbage inde i naturparken ligger Cabo da Roca, som er det europæiske kontinents vestligste punkt. Det var specielt at være der, især fordi jeg året før gik caminoen (fra Porto til Santiago), hvor vi efterfølgende tog ud til Finisterre, som tilbage før europæerne opdagede Amerika blev betragtet som verdens ende (altså Europas vestligste punkt). Man fandt så senere ud af, at Cabo da Roca ligger omkring 16 km længere vestpå. Det var en stor oplevelse at have gået caminoen og været ved Finisterre som afslutning på turen, og det gjorde besøget på Cabo da Roca specielt for mig.