Søndag kl 9.15 blev jeg hentet af min guide, en ganske ung mand hvis navn jeg aldrig rigtig fik fat på. Vi startede med at køre til to af øens udsigtspunkter nær Horta. Det første med udsigt ud over et fredet stykke klippe/bugt og Atlanterhavet, og det næste med udsigt ud over Horta by.

Derefter kørte vi øst på øen og så to kirker og et fyrtårn, der alle blev ødelagte af det seneste jordskælv på øen i 1998. Det var meget specielt at se især den første ødelagte kirke, som så ud til at have været lille men meget fin. Fyrtårnet på øens østside var også ødelagt. Bygningerne er hverken blevet genopbygget eller fjernet, primært på grund af manglende økonomi på øen, og det var bemærkelsesværdigt, at for alle tre bygninger gælder, at tårnet er stort set intakt, mens væggene er ødelagte. Det sjove var (hvis der er noget der er sjovt i den forbindelse) at ved fyrtårnet var der ikke bygget et nyt fyrtårn, men i stedet sat en stander op, der lignede en lygtepæl med en stor lampe/lygte i toppen, og det var nu det nye fyrtårn.

Efter besøg på øens østkyst kørte vi stille og roligt op på midten af øen, hvor vulkankrateret ligger. Selvom jeg efterhånden havde set nogle vulkankratere, var det faktisk det første jeg så på øerne, hvor der ikke var en sø eller en by eller begge dele nede i krateret. Der havde været en sø indtil jordskælvet i 1998, hvor jorden var revnet nede i krateret og vandet løbet ned der. Når man kigger ned i sådan et “tomt” krater, ser det ud til at der bare er græs, men i virkeligheden var det 1,5-2 m høje træer. Det er lidt syret, men vi så jo også ca 400 m ned. Det er i øvrigt muligt at gå på kraterkanten hele vejen rundt, turen er omkring 6 km.

Så kørte vi tværs over øen af små grusveje - det er tilsyneladende sådan på de små øer, at vejene rundt langs kysten, hvor de fleste byer ligger, er fine, store og asfalterede, hvorimod vejene på midten af øerne ofte er grusveje eller i hvert fald mindre veje. Restauranten hvor vi skulle spise frokost lå ved en golfbane fuldstændig fredeligt nogenlunde midt på øen/lidt sydligt. Det var en moderne træbygning, og det var udover den lokale forret international mad, men det var nu rart nok, at de ikke havde fundet endnu en lokal restaurant ved en havn.

Derefter kørte vi nord på øen til en fajas, hvor der også var et udsigtspunkt. Byen var fin, men øen Faial er ikke kendt for sine fajas som Sao Jorge, og har heller ikke så mange og ikke nogen med natural pools. På vej til den vestlige del af øen stoppede vi på en vej, hvorfra der var udsigt til fem af øens ti vulkantoppe. Der findes i øvrigt også en vandretur til alle ti vulkantoppe.

Til sidst på turen var det der for mig var dagens højdepunkt. Den vestligste del af øen, som efter i alt tre vulkanudbrud i 1957/1958 var blevet ca 2,4 km2 større. Selvom vulkanudbrud og deraf ændringer af landjord er foregået gennem årtusinder, var det alligevel meget specielt at stå der og se på et sort stykke land, hvor der efter godt 60 år kun var enkelte græstoppe. Noget af det oprindelige land var også blevet dækket af aske, og så derfor også “nyt” ud. Helt ude ved det nye land var der lavet et interpretation center/museum primært over øens historie omkring de nyeste vulkanudbrud, og hvordan det var foregået over godt 13 måneder, men også om vulkaner i almindelighed, og hvordan de azoriske øer var blevet til.

Selve centreret var super flot lavet og bygget under jorden (på den gamle del af Faial) og først kom man ind i et rum som viste øen og i midten var en form for søjle som var et symbol på øens vulkankrater på midten af øen. Senere da man gik ind i det rum, som udelukkende handlede om Faial og vulkanudbruddet, så gik man igennem døren, som var bygget omkring resterne af det gamle fyrtårn, som måtte lade livet ved vulkanudbruddet.

Hvad der også var nyt for mig var, at efter vulkanudbruddet, i 1958, blev der lavet en aftale mellem USA og Portugal, sat i stand af John F. Kennedy der på det tidspunkt var senator i Massachusetts, og senator John O. Pastore fra Rhode Island. Aftalen gik ud på, at indbyggere på Faial/Azorerne måtte emigrere til USA, fordi de dels ikke havde noget sted at bo, dels var der ikke noget arbejde at finde. 12.000 indbyggere fra Faial emigrerede til USA, hvilket svarede til ca. halvdelen af øens befolkning, men mere bemærkelsesværdigt var, at i alt 175.000 indbyggere fra Azorerne emigrerede. Folk benyttede simpelthen chancen til at slippe væk fra det fascistiske regime i Portugal.