Da kollektiv trafik var nærmest ikke eksisterende på Sao Jorge og en heldagstur med taxi kostede 130 euro, valgte jeg at leje en bil om fredagen. Min private guide fra Sao Miguel havde fortalt, at godt nok gik vejene op og ned, men de var brede, og der var stort set ingen trafik. Jeg fandt en lille VW Polo til 48 euro for et døgn. Hvis man kommer til Azorerne i højsæsonen og skal leje bil, kan det anbefales at være lidt mindre spontan end mig. Udvalget er ikke stort, og på Faial var alt udlejet.

Først kørte jeg op til den nordvestlige del af øen, hvor der ligger en smuk lille naturpark Sete Fontes, nærmest en stor have med små søer og stier afgrænset med vulkansten. Er du i bil er den bestemt værd at køre efter.

Derefter kørte jeg lidt rundt på øen, ville gerne finde Ribeira Seca, hvor et af øens ostemejerier lå. Når jeg kører både hjemme og i udlandet, kører jeg altid efter GPS’en i min telefon. Hvad jeg ikke var klar over var, at den absolut ikke følte sig forbundet med Sao Jorge på samme måde som jeg gjorde. Så trods både skilte og GPS brugte jeg i hvert fald en time på at køre forkert. Det brugte jeg en del energi på. Men det lykkedes, og fabrikken var åben, dog uden den mulighed for rundvisning, som det ellers så ud til. Men jeg fik købt ost, og damen bag disken mente nok, at den kunne holde til resten af min tur, knap tre uger i en rygsæk, bare den blev i sin vakuumpakning - og det kunne den, den var bare lidt deform efter at have været smeltet undervejs, men den smagte fint.

Derefter ville jeg finde Calheta, som er øens næststørste by. Efter lidt hiv og sving lykkedes det, og det var en virkelig hyggelig by med en fin hovedgade langs kysten. Der var både musik og forskellige landes flag i flagstængerne langs hovedgaden, også det danske. Meget hyggeligt. Det viste sig, at der var en emigrationsfestival. Nede ved havnen var der opsat to musikscener og en del små mad- og drikkeboder, nogle af dem åbnede først senere på dagen. Jeg prøvede at finde en lokal, der kunne fortælle mig mere om hvad festivalen gik ud på, og hvorfor de holdt den.

Det tog mig over en halv time at finde en der kunne et minimum af engelsk, ikke engang på kommunekontoret kunne de hjælpe mig. Men festivalen var for at opfordre folk til at rejse rundt i verden, måske emigrere til Sao Jorge, og måske senere rejse videre ud i verden eller hjem igen. For mig var det ret komisk at holde en emigrationsfestival for hele verden, uden at nogen kunne et ord engelsk. Meget landsby-agtigt. En anden sød ting var, at der i en af boderne var et kort over de fire store kontinenter, Nordamerika, Sydamerika, Europa og Afrika og med Sao Jorge i midten. Det sjove var, at de havde placeret kontinenterne lidt tilfældigt og i hvert fald forkert. Men det var nu super hyggeligt.

Derefter kørte jeg nord på øen for at finde det der så ud til at være den fajas med den bedste tilkørselsmulighed i bil, Fajas de Ouvidor. Vejen derned var også fin men stejl, og jeg blev især udfordret på vejen op igen, da jeg mødte modkørende biler. Min anbefaling vil være, at du skal have en vis rutine som bilist, hvis du skal køre ned til en fajas. I Fajas de Ouvidor var der en natural pool, efter sigende den bedste på øen, og den lå da også smukt ud til Atlanterhavet, kun afgrænset af nogle lava-sten.

Derefter kørte jeg lidt rundt midt på øen, men var egentlig blevet for træt til at lave så meget. Så kørte bare rundt og nød øen og især de smukke hortensiahække, som var i fuld blomst mange steder.

Af de tre øer på Azorerne jeg har besøgt indtil videre er Sao Jorge helt sikkert den mest idylliske ø, smuk, uberørt, rolig og med en helt særlig natur, især med de mange fajas. Den er absolut et besøg værd, hvis du vil ud på midtergruppen af de azoriske øer.