Onsdag tog jeg på vandretur til Lagoa do Fogo (ildsøen) ad vandreruten Praia-Lagoa do Fogo. Ruten er cirkulær og på 11 km, går du til og fra bussen, skal du lægge 3-4 km til. Lidt naivt og en del uforberedt troede jeg, at jeg fra hvor vandreturen endte ved søen i ca. 500 m højde, kunne gå ud på vejen og gå de sidste ca. 500 m op til udsigtspunktet, hvor Yellowbussen stoppede, og hvorfra der var en fantastisk udsigt udover hele søen. Jeg skulle blive klogere. Jeg startede ellers smart med at alliere mig med en lokal taxichauffør, som kunne komme og hente mig hvor jeg ville omkring Lagoa do Fogo, bare jeg havde en lokalitet han kunne køre efter.

For at komme til vandreturens startpunkt skulle jeg have bussen mod Vila Franca do Campo, som er en by på Sydkysten af øen og stå af ca 10 min før byen. Da der var noget bedre busforbindelse langs den del af Sydkysten, kunne jeg vente til kl. 11 med at tage bussen. Denne gang vidste chaufføren godt hvor jeg skulle af, det var helt rart. Turen sluttede som sagt i 500 m højde og startede i 200 m højde, men eftersom jeg skulle gå 1,5-2 km fra kysten for at nå til rutens start, blev der lige lagt 200 højdemeter oveni.

Solen strålede fra en skyfri himmel, en rigtig flot og varm dag, og derfor virkelig upassende at vandre højdemeter midt på dagen. Især når man som jeg i forvejen ikke er særlig god til at gå op og ned. De første 200 højdemeter hen til vandrerutens start gik rimelig godt, men allerede der var det varmt og lidt hårdt. Det steg jo også med godt 10 pct. Da ruten startede blev det rigtig hårdt, de næste 300 højdemeter kom indenfor 2,7 km, og det var virkelig varmt. Jeg holdt mange pauser, hvilket måske ikke altid er den bedste taktik, men jeg kunne simpelthen ikke blive ved med at gå. De 2,7 km må have taget mig over en time at gå.

Da jeg kom op i omkring 500 m højde fladede ruten meget ud, og jeg kom ind på den absolut smukkeste del af ruten. Der er vel omkring en km eller mere, hvor man går langs en levada, de gamle vandingskanaler, som de også har på Madeira, i en skov på temmelig smalle stier, men det var utrolig smukt. Efter stykket langs levadaen kommer man fri af skoven og kan se bjergene. Der er noget fuldstændig betagende i at gå i 500 m højde mellem de smukkeste grønne bjerge. Det sidste stykke op mod søen går det godt opad igen, der tror jeg at man henter de fleste af de sidste godt 80 højdemeter. Og så kommer man ind til søen ved bredden. Igen et meget smukt syn, og fascinationen af at stå i et vulkankrater, får jeg hver gang. Husk i øvrigt badetøj, og det er en god ting at have med på alle ture på Azorerne - du ved aldrig hvornår du finder en sø, en strand, en natural pool, et termalt bad eller andre muligheder.

Det var skønt at nå målet og få en pause og noget mad og drikke, men for at vende tilbage til min plan fra starten af dagen med lige at finde en vej de 500 m op til udsigtspunktet, så var der to ting galt med den plan. For det første havde jeg ikke det der lignede kræfter til flere højdemetre, og for det andet er jeg slet ikke sikker på, at det overhovedet var muligt at komme ud på vejnettet derfra. Det ærgrede mig lidt, da jeg gerne ville have haft udsigten oppe fra kanten af krateret og så endda i godt vejr, men det må blive næste gang jeg er på Sao Miguel.

Så der var ikke andet for at gå turen tilbage til bussen, heldigvis gik det mest nedad, og selvom det er hårdt for knæene, så går det alligevel hurtigere end opad. Jeg havde desværre heller ikke fået nok væske med, så da jeg nåede Ponta Delgada, var det ind og købe vand og sodavand, og så lige sidde en halv time og restituere.